Bibelen og homoseksualitet

1. Bibelen som etisk norm

Samfundet ændrer sig hurtigt i vor tid. Det betyder bl.a., at værdier, normer og holdninger, som for få år siden virkede naturlige og meningsfyldte, i dag kan have et skær af fortid over sig. Det medfører – også for kristne – en fristelse til at tilpasse sig de nye tider. Og det er da heller ikke alt nyt, som skal afvises, ligesom der generelt er grund til at overveje, hvilken betydning de traditionelle normer og værdier skal have i en ny tid. Det er også en kendsgerning, at kirken i historiens løb på en række områder har ændret holdning til konkrete spørgsmål. Men grundlæggende er de kristne normer og værdier baseret på de bibelske skrifter og dermed principielt uafhængige af samfundsudviklingen. Det kommer bl.a. til udtryk derved, at den kristne kirke har fastslået, at de bibelske skrifter er kanon, dvs. norm og rettesnor for kristen lære og forkyndelse (jf. Præsteløftet). Det må derfor være et ufravigeligt krav, at de holdningsændringer, som er sket i tidens løb, og de holdningsændringer, som nutidens kristne eventuelt må foretage, ikke er udtryk for tilpasning til tidsånden, men kan legitimeres ud fra de bibelske skrifter.

2. Den aktuelle betydning af de bibelske tekster om homoseksualitet

Når kirken traditionelt har været afvisende over for homoseksuel praksis, skyldes det ikke mindst, at der i Bibelen findes en række tekster, som tydeligt afviser denne praksis. Men, kan man spørge, er denne afvisning forpligtende i vore dage? Spørgsmålet udgør et konkret problem inden for det omfattende kompleks af principielle spørgsmål vedrørende ret bibeltolkning og bibelbrug. Dette problemkompleks kræver nogle bemærkninger:
Udgangspunktet er som nævnt, at de bibelske skrifter er rettesnor for kristen lære og forkyndelse. Samtidig er det en kendsgerning, at det bibelske materiale er mangesidigt, og at det samfund, vi lever i, på mange måder er forskelligt fra de samfund, som de bibelske skrifter oprindelig henvendte sig til. For at tage højde for de problemer, som følger heraf, er det formålstjenligt at skelne mellem tre trin:     1. Hvordan forstod man oprindelig den konkrete tekst?     2. Hvad er forpligtende i dag?     3. Hvordan overføres og anvendes indholdet af en konkret bibelsk tekst på vore dages problemstillinger?     Disse arbejdstrin kan ikke adskilles helt, men giver alligevel en struktur over arbejdsgangen.     Ad.1. Man må søge at læse teksterne i deres historiske sammenhæng, og herunder søge at se den konkrete tekst både i dens umiddelbare og i dens fjernere kontekst. Det indebærer bl.a. bestræbelsen på at se, i hvilken teologisk helhedsramme den konkrete tekst hører hjemme.     Ad. 2. Der har i tidens løb udkrystalliseret sig en række regler for ret bibeltolkning. Den vigtigste regel er, at Bibelen er sin egen fortolker. Denne tolkningsregel kan udmøntes i andre regler:     a. Jesu forkyndelse og gerning er Bibelens centrum. De nytestamentlige tekster skal derfor læses i lys af de centrale tekster f.eks. det dobbelte kærlighedsbud og Bjergprædikenen, hvor Jesu etiske undervisning kommer frem.     b. Det Nye Testamente (NT) med centrum i Jesus Kristus udgør kriteriet for, hvad der i Det Gamle Testamente (GT) har gyldighed. Dette hænger sammen med, at både Jesus selv og NT i øvrigt understreger, at der er sket et pagtshistorisk brud ved Jesu Kristi komme. Den gammeltestamentlige åbenbaring er “skyggen” (Hebr.10,1ff.), og sagen selv ligger først klart med Jesu og apostlenes forkyndelse og undervisning. Åbenbaringen i GT har karakter af foreløbig åbenbaring.     En anden tolkningsregel går ud på, at man må være opmærksom på de konkrete teksters karakter og bl.a. sondre mellem beskrivelser af historiske forhold og udsagn af læremæssig karakter. Det betyder eksempelvis, at de gammeltestamentlige udsagn om flerkoneri (bigami) ikke kan tillægges læremæssig autoritet.     Ad. 3. En ret bibelbrug forudsætter, at de forhold, som de bibelske tekster omhandler, svarer til nutidige forhold eller på rimelig måde kan overføres på nutidige forhold.     I tilknytning til disse principielle overvejelser vil vi nu først (I) se på den mest nærliggende forståelse af de bibelske tekster om homoseksualitet, derpå vil vi (II) overveje, hvilken teologisk helhedsforståelse de er udtryk for, og om de omhandler de samme fænomener, som man i dag forstår ved homoseksualitet. På denne baggrund vil vi (III) konkludere, hvilken nutidig betydning de pågældende bibeltekster har.     Fremgangsmåden vil være, at vi via en stillingtagen til en del af debatten om de enkelte tekster om Bibelens syn på homoseksuel praksis i det hele taget vil søge at nå frem til den mest rimelige forståelse af de relevante tekster.

2.1.1. Det Gamle Testamente

a. Tredje Mosebog 18,22 og 20,13

I GT forbydes homoseksuel praksis udtrykkeligt to steder i den såkaldte “Hellighedslov”, nemlig 3.Mos.18,22: “Du må ikke have samleje med en mand, som man har samleje med en kvinde. Det er en vederstyggelighed”, og 3.Mos.20,13: “Hvis en mand har samleje med en mand, som man har samleje med en kvinde, har de begge to begået en vederstyggelighed. De skal lide døden. De har selv skylden for deres død.”     Umiddelbart synes disse to tekster at udtale et klart og omfattende forbud mod homoseksuel praksis. Ikke desto mindre er der blevet fremført forskellige tolkningsforslag, der har det fælles motiv, at man vil søge at friholde den homoseksualitet, som findes i nutidens stabile og trofaste parforhold, fra de bibelske skrifters fordømmelse. Det er således blevet foreslået, at den homoseksualitet, som forbydes, er den, som forekom i sammenhæng med de fremmede religioners tempeltjeneste (kultprostitution), eller som udgør et aspekt ved hedenskabet mere generelt. At en sådan hedensk homoseksualitet udgjorde en vis trussel imod det gammeltestamentlige Israel fremgår af en række tekster (5.Mos.23,18-19; 1.Kong.14,24; 15,12; 22,47), som afviser homoseksuel prostitution.     Der fremføres normalt to argumenter for, at det er den homoseksualitet, som praktiseres i forbindelse med hedenskab, som teksterne i 3.Mos.18 og 20 afviser. Det første argument består i, at sammenhængen skulle dreje sig om rituel renhed, nemlig at Israels folk ikke måtte gøre sig urent eller gøre landet urent ved at handle, som de tidligere beboere havde handlet (jf. 3.Mos.18,24-30). Dette vil vi ikke afvise, men det virker ikke rimeligt heraf at slutte, at homoseksuel praksis skulle være tilladt, hvis den fjernes fra en sådan sammenhæng. Tekstmaterialet viser nemlig også, at homoseksuel praksis afvises på linie med en række andre brud på det sjette bud (3.Mos.18,6-20 + 23 og 20,10-21). Der er således grund til at antage, at det sjette bud er den afgørende ramme, som forbudet mod homoseksuel praksis indgår i. Det er, fordi homoseksuel praksis er et brud på det sjette bud, at den afvises.     Det andet argument for at opfatte homoseksuel praksis som et aspekt ved hedenskabet går ud på, at homoseksualiteten bedømmes som en “vederstyggelighed”. At den homoseksuelle praksis stemples som en “vederstyggelighed” betyder imidlertid ikke, at den skulle være udtryk for hedenskab, men blot at den er klart i modstrid med den hellighed, som Gud kræver af sit folk. Det samme udtryk (“det afskyr Herren”) bliver brugt i 5.Mos.24,4 i forbindelse med udstedelsen af skilsmissebrev, altså i en sammenhæng, som ikke umiddelbart har noget med hedenskabet at gøre.     En anden indvending, som hyppigt bliver ført i marken, drejer sig om dødsstraffen, som nævnes i 3.Mos.20,13. Når vi i dag formodentlig ikke vil fastholde dødsstraffen, hvordan er det da muligt at opretholde forbudet mod homoseksualitet, lyder indvendingen. Er det ikke inkonsekvent? Som svar kan der peges på, at vi, når vi foretager en sådan sondring, er i godt selskab. Jesus afviste nemlig i en lignende sammenhæng dødsstraf, men fastholdt budets etiske indhold. Det drejer sig om “Kvinden grebet i ægteskabsbrud”, hvor Jesus afviste at stene hende, men fastholdt seksualetikken: “Gå, og synd fra nu af ikke mere” (Joh.8,11). Jesu holdning har på dette punkt sammenhæng med, at der i Gudsriget ikke er den sammensmeltning af åndeligt og verdsligt regimente, som i den gammeltestamentlige tidsalder.
Ved nærmere eftersyn kan ingen af de nævnte indvendinger altså rokke ved den umiddelbare forståelse: Der er tale om et klart og omfattende forbud mod homoseksuel praksis. Der er endog al grund til at antage, at forbudene har en generel adresse. Det udtryk, som bruges i 3.Mos.18,22 om partneren, “med en mand”, betyder egentlig “en person af hankøn”. Der er altså tale om en meget generel term, som signalerer, at enhver form for kønslig omgang mellem mænd er forbudt. Det samme udtryk, “en person af hankøn”, bruges i øvrigt i 1.Mos.1,27 om skabelsen af mennesket som mand og kvinde. Det indicerer, at homoseksuel praksis må betragtes som et brud på den kønspolaritet, som Skaberen har givet.

b. Første Mosebog 19,1-11

Den tekst i GT, som traditionelt har været anset for mest tungtvejende, når det gjaldt afvisning af homoseksuel praksis, er beretningen om forsøget på homoseksuel voldtægt mod de to engle, som besøgte Lot i Sodoma (1.Mos.19,1-11). Det fremgår imidlertid ikke entydigt, at det var homoseksuel praksis, som var “Sodomas synd”. Homoseksuelle handlinger indgår nemlig i et større mønster sammen med andre elementer, vold, voldtægt og social synd. Man kan med en vis ret hævde, at det var volden, forsøget på homoseksuel voldtægt, som udgør det centrale i Sodomas synd. Dermed kan man ikke isoleret betragtet benytte denne tekst som argument imod ikke-voldelig homoseksualitet. Samtidig afslører teksten, at man i GT kender til homoseksualitet, som ikke er knyttet til kultisk prostitution. Som nævnt findes der en del tekster i GT, som nævnes i forbindelse med tempelprostitution, der formentlig har indbefattet homoseksuelle handlinger, selv om det ikke udtrykkeligt nævnes. Det drejer sig om 5.Mos.23,17-18; 1.Kong.14,24; 15,12; 22,47. Samtidig kan det anføres, at der er tekster, hvor man med god ret kunne hævde, at homoseksuelle handlinger ligger implicit i opremsningen af andre seksuelle synder, f.eks. 5.Mos.27,20-23, fordi de viderefører det centrale element fra hellighedsloven.

2.1.2. Det Nye Testamente

I NT afvises homoseksuel praksis tydeligt i tre tekster.

a. Romerbrevet 1,26-27

“Derfor prisgav Gud dem til vanærende lidenskaber: Deres kvinder udskiftede den naturlige omgang med den naturstridige, og ligeså opgav mændene den naturlige omgang med kvinden og optændtes af deres begær efter hinanden; mænd levede skamløst med mænd og pådrog sig derved den straf for deres vildfarelse, som de fortjente” (Rom.1,26-27). Sammenhængen, hvorfra citatet er taget, er den, at Paulus i Rom.1,18-32 beskriver konsekvenserne af, at mennesker ikke længere ærer Skaberen. Kvindelig og mandlig homoseksualitet udgør én af de tre konsekvenser, som Paulus markerer med udtrykket “Derfor prisgav” (v.24, 26 og 28). Vi bemærker, at der ikke er tale om en formaning til de kristne, men om en beskrivelse af det moralske forfald, som foregår side om side med det religiøse forfald. Den religiøse forvirring fører til etisk kaos. Det er også værd at notere sig, at homoseksualitet opregnes sammen med en række andre synder. Hele afsnittet har en principiel karakter, hvilket i udgangspunktet peger i retning af, at der ikke er tale om specielle former for homoseksuel praksis.     Den teologiske debat om Rom.1,26-27 har været omfattende. Vi vil her tage 5 aspekter frem:     1. Det er blevet nævnt, at der i v.26 ikke skulle være tale om kvindelig homoseksualitet, men muligvis om seksuelt samkvem med dyr. Til forsvar for denne tolkning kan anføres, at noget sådant faktisk forbydes i 3.Mos.18,23 og 20,16. Men det virker ikke indlysende, at v.26 skulle handle om andet end kvindelig homoseksualitet, når alle er enige om, at v.27 handler om mandlig homoseksualitet, og de to vers er forbundet med et tydeligt “ligeså”.     2. Et afgørende spørgsmål er, hvad der menes med “den naturlige omgang” hhv. “den naturstridige”. Det er blevet foreslået, at Paulus med “den naturlige omgang” og “den naturstridige” omgang har tænkt på det, der var naturligt for det enkelte menneske. Tankegangen skulle da være, at heteroseksuelle mennesker er begyndt at praktisere homoseksuelle handlinger. Og det skulle videre betyde, at disse udsagn ikke rammer vore dages “ægte” homoseksuelle, for hvem den homoseksuelle adfærd er naturlig. Denne tolkning er ikke uden gode argumenter: Talen om, at man “udskiftede”, “opgav” og “optændtes”, kunne godt tyde på, at nogle mennesker har besluttet at handle imod det, som egentlig var naturligt for dem. Alligevel tyder hele sammenhængen på, at det er skabelsen, der er udgangspunktet og målestokken. Paulus tænker ikke individuelt, men universelt, således at eksempelvis “den naturlige omgang med kvinden” er det, som ifølge Skaberens hensigt er naturligt for det maskuline køn generelt. Teksten skildrer da ikke primært individers valg, men et kollektivt frafald fra Gud. Set i skabelsens kontekst er alle homoseksuelle relationer unaturlige.     Den nævnte tilknytning til skabelsen bliver yderligere stadfæstet af det faktum, at Paulus, på samme måde som den græske oversættelse af 1.Mos.1,27, i Rom.1,26-27 ikke benytter de normale ord for mand og kvinde, men thelys og arsen, kvindelig og mandlig.     3. Det bliver ofte fremført, at Paulus og de øvrige bibelske forfattere ikke kendte til “ægte”, konstitutionel homoseksualitet. Det vil sige den drift, som ensidigt er rettet mod personer af samme køn. Dette synspunkt skulle godtgøre, at Bibelens udsagn udelukkende drejer sig om de uægte homoseksuelle og derfor ikke rammer vore dages “ægte” homoseksuelle. Det er korrekt, at Bibelens udsagn ikke sondrer mellem ægte og uægte (invert/pervert; konstitutionel/tilegnet) homoseksualitet. Det vi møder hos de bibelske forfattere er fortrinsvis en fokusering på den homoseksuelle adfærd, praksis, ikke på orienteringen. De bibelske skrifter afviser homoseksuel praksis, hvad enten der ligger en konstitutionel disposition eller en erhvervet orientering bag, fordi det er imod Guds skabelses mønster, hvor seksuelt samliv udelukkende hører hjemme i ægteskabet mellem mand og kvinde.     Dermed er det imidlertid ikke givet, at Paulus ikke har kendt til konstitutionel homoseksualitet. Paulus kom som bekendt fra Tarsus, et center for den hellenistiske kultur. Og i det antikke Grækenland kendte eksempelvis både Platon og Aristoteles til en skelnen mellem medfødt og erhvervet homoseksualitet. Og Jesus giver i Matt.19,12 udtryk for en lignende sondring, når han taler om at være uegnet til ægteskab “fra moders liv” og at være uegnet af andre årsager. Både i en græsk og en jødisk kontekst har man således på nytestamentlig tid haft mulighed for at sondre mellem medfødt og senere erhvervet homoseksualitet.     Når der tales om, at mændene “optændtes af deres begær efter hinanden”, kunne det vel også tolkes i retning af, at der ikke er tale om ægte heteroseksuelle, som næppe kan optændes af begær efter andre mænd.     4. Også i forbindelse med Rom.1,26-27 har man fremført tesen om, at det, som teksten egentlig tager afstand fra, er den homoseksualitet, som forekommer i forbindelse med afgudsdyrkelsen. Hvis det er tilfældet, betyder det, at vore dages homoseksuelle praksis, som ikke er koblet sammen med afgudsdyrkelse, ikke rammes af Rom.1,26-27. Den nævnte tese er så meget mere nærliggende, som den bærende tankegang i Rom.1,18-32 er frafaldet fra den sande gudsdyrkelse. Man henviser også hyppigt til, at homoseksualitet for samtidens hellenistiske jødedom var et klassisk eksempel på den unatur, som tabt gudskundskab førte til. Nogle har hævdet, at det er homoseksuel prostitution, som Rom.1,26-27 skulle tage afstand fra. Sidstnævnte synspunkt kan imidlertid afvises med henvisning til, at kvindelig kultisk homoseksuel prostitution er et ukendt fænomen i antikken. Tesen om, at der i Rom.1,26-27 tænkes på en mere almen sammenhæng mellem hedenskab og homoseksualitet, kan derimod ikke uden videre afvises.     Alligevel må afsnittets generelle karakter fastholdes, nemlig at de anførte synder er udslag af menneskehedens frafald fra tilbedelsen af Skaberen, og at homoseksualiteten på samme måde som den almene seksuelle perversion (v.24-25), den forkastelige tankegang og de usømmelige handlinger (v.28ff.) må bedømmes som forkert, hvad enten den forekommer i en konkret hedensk kontekst eller ej.     5. Vi har bemærket, at det er Gud, der prisgiver de frafaldne til forskellige former for synd (v.24, 26 og 28). Samtidig har vi noteret os, at det enkelte menneske tilsyneladende selv vælger den homoseksuelle livsform (v.26-27). Der synes således at være tale om en sammenvævning af skyld og skæbne, men altså også om skyld og dermed om ansvar.

b. Første Korinterbrev 6,9ff.

Homoseksuel praksis afvises endvidere i to såkaldte lastekataloger. Først i 1.Kor.6,9ff.: “Far ikke vild! Hverken utugtige eller afgudsdyrkere eller ægteskabsbrydere eller mænd, der ligger i med mænd, eller tyve eller griske mennesker, ingen drukkenbolte, ingen spottere, ingen røvere skal arve Guds rige.”     Paulus har i de foregående vers advaret de kristne mod at føre retssager mod hinanden. En sådan praksis hører ikke hjemme blandt kristne. Det var langt bedre at lide uret end at begå uret. Og Paulus fortsætter med via et lastekatalog at minde dem om deres fortid og om, hvilken ændring der har fundet sted i deres liv. I den forbindelse bliver både den aktive og den passive form for homoseksualitet fordømt.     Der har været en del debat om, hvorvidt det nu virkelig er homoseksuel praksis, Paulus her sigter til. Der skyldes bl.a. de to ord, malakoi og arsenokoitai, som anvendes i grundteksten. Det første ord, malakoi, behøver ikke sigte til homoseksuel praksis. Det kan i almindelighed betegne en person, som er blød, veg og eftergivende. Men det forekommer også i forbindelse med homoseksuel praksis og betegner da enten den passive part i forholdet eller homoseksualitet i det hele taget. Men når det her forekommer sammen med arsenokoitai, er der ingen grund til at betvivle, at malakoi betegner den passive part i et homoseksuelt forhold. Arsenokoitai betyder nemlig egentlig en mands-samligger og er muligvis dannet på baggrund af 3.Mos.18,22 og 20,13. Der er altså god grund til at fastholde, at der i 1.Kor.6,9 er tale om homoseksuel praksis.     Men dermed er debatten ikke ophørt. Det er fra forskellig side blevet anført, at der er tale om specielle former for homoseksuel praksis så som pæderasti eller prostitution. Hensigten er endnu engang at friholde de ægte homoseksuelle i trofaste parforhold for Paulus’ fordømmelse. Men en sådan tolkning holder næppe. Det er ikke sandsynligt, at lastekatalogerne gav sig af med sådanne specielle forhold. Og hvis Paulus endelig ville præcisere, at det var sådanne specielle forhold, han sigtede til, er det uforståeligt, at han ikke har valgt nogle af de begreber, som stod til hans rådighed. Paulus har tværtimod – i lighed med GT (3.Mos.18 og 20) – benyttet ord, som dækker over alle former for mandligt homoseksuelt samkvem.

c. Første Timoteusbrev 1,10

Paulus advarer i begyndelsen af 1.Tim.1 mod nogle vranglærere, som bl.a. vil undervise i loven, skønt de tilsyneladende ikke helt ved, hvad den går ud på. I den situation finder Paulus det nødvendigt at minde om lovens hensigt og indhold: “Men vi ved, at loven er god, hvis man bruger den, som lov skal bruges, og når man ved, at en lov ikke er bestemt for retskafne, men for lovbrydere og genstridige, for gudløse og syndige, for spottere og ugudelige, for dem, der slår deres far eller mor ihjel, for drabsmænd, utugtige, mænd der ligger i med mænd, bortførere, løgnere, menedere …” (1.Tim.1,8-10).
Ser man nærmere efter, bliver det tydeligt, at det er de ti bud, som ligger under overfladen. Lastekataloget beskriver overtrædelser af de ti bud. Og midt i denne opremsning finder vi på det sjette buds plads: “utugtige, mænd der ligger i med mænd”. Både de, som praktiserer heteroseksualitet og de, der praktiserer homoseksualitet uden for ægteskabet nævnes her som overtrædere af det sjette bud. Konsekvensen er, at homoseksuel praksis bryder dekalogens krav lige så sikkert som heteroseksuelt ægteskabsbrud.     I 1.Tim.1,10 benyttes på samme måde som i 1.Kor.6,9ff. udtrykket arsenokoitai, der som nævnt dækker over alle former for mandligt homoseksuelt samkvem.     Der kan yderligere nævnes nogle tekster, som muligvis hentyder til homoseksuel praksis, nemlig 2.Pet.2,4-9, Judas 7 og Åb.22,15.

2.1.3. Sammenfattende om de bibelske tekster om homoseksualitet

I et samlet overblik over disse tekster fra såvel GT som NT er der tre ting, som springer i øjnene:     1. De anførte tekster er entydige i deres afvisning af homoseksuel praksis. Intet sted i Bibelen så meget som antydes det, at homoseksuel praksis skulle være accepteret.     2. Både de gammeltestamentlige forbud mod homoseksuel praksis og de tre nytestamentlige tekster, som på forskellig vis afviser denne praksis, har omfattende karakter. Det er ikke specielle udgaver af homoseksuel praksis, men enhver form for mandlig (og kvindelig, Rom.1,26) homoseksuel praksis, der afvises.     3. Der er tale om relativt få og kortfattede tekster. Dette må tolkes som et indicium for, at homoseksualitet ikke blev regnet for noget stort problem for Guds folk i GT og NT. Og det begrænsede antal tekster må desuden opfattes som et tegn på, at afvisningen af homoseksuel praksis blev anset for selvfølgelig.

2.2. Den aktuelle gyldighed af de bibelske tekster om homoseksualitet

Skønt Bibelens udsagn om homoseksuel praksis er entydige og omfattende, er der i princippet to forhold, som kunne medføre, at de ikke har aktuel anvendelighed: 1. Hvis de bliver ophævet af andre mere centrale tekster. 2. Hvis det ved nærmere undersøgelse viser sig, at den homoseksualitet, som er aktuel i dag, er af en helt anden beskaffenhed end den, som de bibelske tekster tager afstand fra.

2.2.1. Den teologiske helhedsforståelse bag teksterne

Hvis man skal forstå de bibelske tekster om homoseksuel praksis ret, er det vigtigt at forsøge at få afklaret, i hvilken teologisk sammenhæng man oprindelig har forstået disse tekster. Der er ganske vist ikke enighed om, hvad der udgør den ramme, som teksterne skal betragtes i. Nogle har som nævnt ment, at det er afvisningen af hedenskabet, der ligger bag afvisningen af homoseksualiteten i de pågældende tekster. Andre har anført, at homoseksuel praksis blev forbudt, fordi mandens sæd derved gik til spilde. Men efter alt at dømme er det en helt anden tankegang, som bærer den bibelske afvisning af homoseksuel praksis.     De konkrete tekster om homoseksualitet lader sig bedst forstå som en nødvendig konsekvens af Bibelens grundlæggende syn på seksualitet og samliv, som vi møder det hos Jesus Kristus (Matt.19,1-12) og i Første Mosebogs beskrivelse af tilværelsens grundvilkår (1.Mos.1-2). Bibelens grundlæggende syn på seksualitet og samliv kan udfoldes i 2 punkter:     1. Kønsdifferentieringen er et skabelsesgivet grundvilkår. Mennesket er skabt som mand og kvinde (1.Mos.1,27; Matt.19,4).     2. Alt legitimt seksuelt samliv hører hjemme inden for ægteskabets ramme (1.Mos.2,24; Matt.19,5ff.). (3) Denne forståelse af ægteskabet værnes af det sjette bud, som i GT og NT både eksplicit og implicit indtager en fremtrædende plads.     De konkrete udsagns afvisning af homoseksuel praksis må da bedømmes som en specificering af det grundlæggende bibelske syn på seksualitet og samliv. Dermed kan disse udsagn ikke opfattes som perifere eller ligegyldige, men må betragtes som centrale og normative.     Denne forståelse af den teologiske ramme om teksterne om homoseksualitet er ikke grebet ud af den blå luft. Det fremgår bl.a. af, at både teksterne i Hellighedsloven (3.Mos.18,22 og 20,13) og Rom.1,26f. terminologisk griber tilbage til 1.Mos.1,27. Desuden forstår 1.Tim.1,10 tydeligvis homoseksuel praksis som en overtrædelse af det sjette bud. Og muligvis er det samme tilfældet, hvad angår 1.Kor.6,9.     Konsekvensen af at se teksterne om homoseksualitet i den anførte teologiske helhedsramme er bl.a., at forbudet mod homoseksuel praksis er baseret på Guds skabervilje og har dermed universel adresse.

2.2.2. Ekskurs om ægteskabet i Bibelens lys

Bibelens syn på ægteskabet er ikke udtømt med det allerede fremførte, at alt seksuelt samliv hører hjemme inden for ægteskabets rammer. I Bibelen opfattes ægteskabet som den fundamentale samfundsmæssige institution. Ægteskabet er udtryk for Guds skabervilje og er derfor en ordning, som er tiltænkt alle mennesker uafhængig af tro og kultur. Ægteskabet er altså hverken en menneskelig opfindelse eller et kirkeligt sakramente, men en gudgiven institution. Ægteskabet har to grundfunktioner: 1) Det er rammen om det altomfattende livsfællesskab mellem mand og kvinde (“de bliver et kød”, 1.Mos.2,24) og 2) Det er redskab for slægtens videreførelse. Det betyder med andre ord, at forplantningen ikke, som man tidligere har været tilbøjelig til at mene, er ægteskabets eneste formål. Den grundlæggende funktion, som ægteskabet efter bibelsk tankegang har, underbygger yderligere forståelsen af, at vi i de bibelske skrifter møder en konsekvent afvisning af homoseksuel praksis.

2.2.3. Kærlighed og/eller institution

I lyset af kærlighedsbudets centrale plads i den kristne etik er det hyppigt blevet anført, at det afgørende ikke kan være den konkrete seksuelle adfærd, eftersom den er en udmøntning af kærlighed, omsorg, trofasthed og andre kristelige dyder. Det skal selvfølgelig ikke bestrides, at der eksempelvis er forskel på homoseksuel voldtægt og et homoseksuelt parforhold præget af omsorg og trofasthed. Alligevel må denne erkendelse ikke få os til at tro, at de bibelske normer for seksualitet kan begrænses til et sæt af generelle dyder som kærlighed, omsorg og trofasthed, der kan praktiseres inden for et hvilket som helst forhold. Tværtimod sætter de bibelske skrifter en helt bestemt institution, ægteskabet mellem mand og kvinde, som det seksuelle samlivs legitime ramme. Det er i denne bestemte institution, det omfattende livsfællesskab skal udfoldes, og som ikke mindst skal være præget af kærlighed. Det er med andre ord udtryk for en misforståelse, hvis man vil benytte kærlighedsbudet til at undergrave ægteskabets unike status.

2.2.4. Forholdet mellem de bibelske tekster om homoseksualitet og vor tids homoseksualitet

Hvis de bibelske tekster om homoseksualitet skal have relevans for en nutidig kirkelig bedømmelse af homoseksuel praksis, er det en forudsætning, at der er tale om det samme. Det har tilhængerne af en ændret kirkelig holdning til homoseksualitet tydeligvis også indset. Der er, som vi har konstateret, gjort adskillige forsøg på at knytte de bibelske afvisninger til specielle former for homoseksuel praksis: kultisk homoseksualitet, homoseksualitet i sammenhæng med hedenskab mere generelt, pæderasti, homoseksuel prostitution m.m. Hensigten bag disse bestræbelser har i vid udstrækning været at unddrage den ægte, konstitutive homoseksualitet og de trofaste parforhold mellem sådanne ægte homoseksuelle Bibelens fordømmelse. En hovedpointe i disse bestræbelser har været fremhævelsen af, at den bibelske afvisning af homoseksuelle forhold umuligt kan omfatte vore dages trofaste parforhold mellem ægte homoseksuelle, al den stund man på bibelsk tid ikke kendte til sådanne ægte homoseksuelle.     Denne argumentation falder af to grunde:     1. Som vi har set, er det sandsynligt, at man både i græsk og jødisk kultur har kendt til sondringen mellem medfødt og senere erhvervet homoseksualitet.     2. De bibelske skrifter er ikke interesseret i, hvad der ligger bag den konkrete homoseksuelle praksis, men koncentrerer sig overvejende om adfærden. Enhver form for homoseksuel praksis er, hvad enten den skyldes en ægte konstitutiv disposition, eller der er tale om en senere tillært livsstil, i strid med Guds vilje.

2.2.5. Er de ægte homoseksuelle skabt sådan?

Det bliver af og til fremført, at når de ægte homoseksuelle nu engang er skabt sådan, er det ukærligt at hindre dem i at følge deres naturlige driftsretning. Denne i og for sig sympatiske tankegang må imidlertid tages med forbehold. For det første er det i høj grad omdiskuteret, hvorvidt man kan tale om, at ægte homoseksuelle er “skabt” sådan. Mange vil mene, at den ægte homoseksualitet snarere har psykologiske og sociale end arvelige årsager. For det andet må begrebet “skabt” i denne forbindelse tages med et gran salt. Selv hvis det skulle vise sig, at det arvelige materiale er mere betydningsfuldt for tilblivelsen af den homoseksuelle driftsretning end hidtil antaget, kan man teologisk set ikke uden videre knytte begrebet skabt til homoseksualiteten sådan, at homoseksualitet kan hævdes at være udslag af Guds skabervilje. Vi må snarere antage, at det er vores tilværelses karakter, som både skabt og ramt af syndefaldets konsekvenser, at vi møder homoseksualiteten på samme måde, som når mennesker eksempelvis fødes med fysiske eller psykiske handicaps. For det tredie er en argumentation ud fra menneskets natur etisk set forbundet med store problemer. Det, vi oplever som naturligt for os, er ikke nødvendigvis godt. Tværtimod har vi behov for en udefra kommende målestok til at afgøre, hvad der er godt af alt det, som er naturligt for os.

2.3. Konklusion

Gennemgangen af de relevante bibelske tekster om homoseksuel praksis har vist, at den umiddelbare forståelse af disse tekster udmærket kan stå for en nærmere prøve. De relevante bibelske tekster er både entydige og omfattende i deres afvisning af homoseksuel praksis. Alt tyder på, at enhver form for mandlig (og kvindelig, Rom.1,26) homoseksuel praksis afvises. Denne afvisning bliver endvidere helt indlysende, hvis de konkrete tekster om homoseksualitet forstås som en specificering af det grundlæggende bibelske syn på seksualitet og samliv. Vi har desuden konstateret, at der hverken er grundlag for at hævde, at de bibelske tekster handler om noget helt andet end den moderne, ægte homoseksualitet, eller at man ud fra kærlighedsbudet eller de ægte homoseksuelles “skabthed” kan sandsynliggøre, at den bibelske afvisning er irrelevant. Der er med andre ord god grund til at fastholde, at den bibelske afvisning af homoseksuel praksis er forpligtende i dag. (Læs kilden)