Tanker om seksualitet

Alle kender til seksualitet. Seksualitet er overalt omkring os, ja det kan sommetider være svært at slippe for at blive konfronteret med sex, man behøver bare at se TV en gang imellem. Seksualiteten fylder meget i samfundet og er er også en naturlig del af vores personlighed. Men hvordan får man de forventninger og forestillinger om sex, som vi møder i vores hverdag til at passe sammen med vores egne lyster og grænser. I følge TV, film, blade og især internettet kan det ikke gå stærkt og vildt nok for sig. Men er det virkelig nødvendigt at skulle leve op til dette billede af seksualiteten? Nej selvfølgelig er det ikke det! Det er meget vigtigere, at du spørger dig selv, hvad du har lyst til, og måske også hvad du ikke har lyst til.

Hvad er seksualitet?

Det er en udbredt misforståelse, at man skal have samleje for at have sex. Der er mange mellemstadier, og mange følelser, der skal tackles inden man føler sig klar til at “være rigtig sammen”. Der kan nemt opstå situationer, hvor tingene går lidt for hurtigt, og hvor man bagefter fortryder, at man gik over sine grænser. Det er derfor vigtigt at forholde sig til, hvor sine egne grænser går, så man ikke bare giver efter for de forventninger, som man tror andre har.
Mennesker har forskellig opfattelse af forskellige ting. Dette gælder især med hensyn til seksualiteten. Nogle bliver tidligt modne, som man kalder det. Det kan være, at de har haft samleje tidligt uden rigtig at være parat til det, men det kan også være, at de bare har følt sig klar, da det skete. Andre venter til det tidspunkt, hvor de føler sig klar og kan komme til at vente i mange år på det. Én ting er sikkert: Der er ikke én måde, som er den rigtige for alle, og derfor er det vigtigt, at du følger dine egne følelser, og ikke ligger alt for meget under for, hvad andre tænker.

Udforsk din seksualitet

Seksualitet er som sagt mange ting. Alt lige fra den første forelskelse, til at kysse til fester, og til at lege med sig selv har med seksualitet at gøre. Du kan begynde med at udforske din egen krop og din egen seksualitet. Det kan være en god måde at lære sin krop at kende ved at onanere. Du kan blive bedre til at finde ud af, hvad du synes er dejligt, og så vil det også hjælpe dig til at acceptere, og give dig et mere positivt syn på din egen krop. Hvis man selv er glad for sin krop vil det også smitte af på partneren, og så er det pludseligt ikke længere så væsentlig med størrelsen på de forskellige ting. Når du selv ved, hvad du kan lide, er det også nemmere at fortælle din partner, hvad det er du gerne vil have.

Bliv enige om hvad I vil

Det er ikke altid, at de fantasier man tænder på, er nogle som man faktisk har lyst til at prøve af i virkeligheden, især ikke hvis din partner ikke er enig med dig i, hvad der er frækt. Derfor er det vigtigt, at I får snakket om disse ting. Dette gælder også med hensyn til f.eks. at bruge kondom. Det kan godt være dræbende for stemningen, hvis det er første gang man er sammen og man så begynder at drøfte prævention. Men det behøver det altså ikke være. Det kan godt være en pirrende optakt at snakke om seksuelle fantasier, og herunder også det at bruge kondom. Det giver straks en mere afslappet atmosfære, og så er det altså nemme at nyde hinanden, føle tryghed og give sig hen til hinanden. Så er sandsynligheden heller ikke så stor for, at I fortryder noget bagefter. Husk det er ikke kun den ene, der har ansvaret for at oplevelsen bliver god, det er jer begge to.

Vær beredt

Det er ikke kun et slagord for spejdere, men faktisk en god idé, også når det gælder sex. Hvis du altid har et kondom med dig, ved du at du er forberedt. Det er også en måde at vise, at du psykologisk er indstillet på, at du selvfølgelig har tænkt dig at påtage dig dit ansvar, og gøre det sikkert for jer begge to.